Har du fået en skjold på dit trægulv?

Har du et lakeret trægulv, er du godt beskyttet mod pletter, skidt og snavs, men på trods af den stærke overflade kan der komme skjolder. Er det aktuelt hos dig, så læs med her – måske kan du fjerne den med de rette tips.

Lakering er et populært valg, når trægulvet skal have overfladebehandling, og det er ikke uden grund; et lakeret gulv er yderst slidtstærkt, og samtidig er det meget rengøringsvenligt. Når det er sagt, sker der naturligvis uheld, og i de værste tilfælde kan det føre til skjolder på gulvet.

Skjolder kommer som regel, hvis der har stået noget på gulvet, som har været vådt, så fugten har haft god tid til at trænge igennem lakken, og det ser sjældent kønt ud. Med lidt held kan du få skjolderne væk med varme – vi forklarer hvordan.

Fjern skjolder på dit trægulv med varme

Måske kan du komme skjolderne på dit lakerede trægulv til livs ved hjælp af varme, da varmen får fugten i overfladen til at fordampe – men du skal ikke vente alt for længe med at kaste dig ind i kampen.

Du skal følge disse tre trin:

1) Find en egnet væske

Varme er ikke bare varme, og desværre kan du ikke bruge dit strygejern. Du skal derimod have fat i en væske, der kan brænde – og så skal du naturligvis have en våd klud klar, så du kan slukke ilden igen hurtigt.

Husholdningssprit er velegnet, og hvis du ikke har det, kan du også bruge duftfri petroleum eller bioethanol.

2) Dup væsken på skjolderne

I dette punkt er det vigtigt, at du ikke overdriver. Du skal bruge ganske få dråber væske til at dække skjolderne med, og herefter skal du flytte beholderen med den resterende væske langt væk, så du ikke riskerer at sætte ild til den, når du kommer til næste punkt.

3) Sæt ild til væsken

Sidste skridt er at sætte ild til den væske, du har duppet på gulvet. Lad den brænde i 3-4 sekunder, hvorefter du slukker med din våde klud – herefter skulle skjolderne gerne være væk.